Har du nogensinde følt dig ængstelig ved at skulle til en fest, du var blevet inviteret til, fordi du befandt dig midt i en ny kur med nye restriktioner at forholde dig til? Måske gik du til den fest og følte dig mislykket og skamfuld, fordi du ikke formåede at afstå fra flødeskumskagen. Eller også fandt du på en undskyldning, så du slap for at tage afsted. Du havde måske alligevel ikke noget tøj, der passede.
Har du nogensinde haft det sådan? Det har jeg.
Jeg overvejede længe, om jeg skulle skrive om dette emne, for få ting er så intime og personlige som den mad, vi vælger at spise. Den generelle opfattelse er, at en rund krop spiser for meget, og en slank krop spiser for lidt. Punktum.
En krop, der matcher idealet, spiser helt rigtigt, og hvis vi bare gør som vedkommende, kan vi også komme til at se sådan ud. Det er denne opfattelse, der har lagt grundlaget for den slankekultur, vi lever i, og som drives af en industri, der omsætter for mange millioner euro om året. Problemet med denne opfattelse er, at min krops størrelse ikke altid siger noget om, hvor sund den er.
Jeg har altid følt, at jeg var nødt til at tænke over min vægt og hvad jeg spiser. Jeg har ofte fået at vide, at jeg ikke burde spise det ene eller det andet, og at jeg ikke kan klæde mig på den ene eller anden måde, hvis jeg vil matche idealkroppen. Den er blevet kommenteret, kritiseret og gransket, både af andre og af mig selv.
Jeg har brugt enormt meget energi på at forsøge at leve op til en eller anden idealforestilling om, hvordan jeg burde se ud. Ikke så mærkeligt, at man føler et pres for at komme af med de dér ekstra kilo – det er jo ikke ligefrem sådan, at folk jubler, når man har taget lidt på.
De forskellige kure lover, at vi endelig vil få lov til at opleve vores krop, sådan som den egentlig “skal” være – slank, fast og let. Men bliver vi virkelig alt det, bare fordi vi opnår “idealvægten” (hvad er det overhovedet?)? Ifølge min erfaring er det ikke så enkelt.
Selvfølgelig har jeg det godt af sunde vaner og rutiner, som at motionere, spise flere grøntsager og mindre sukker. Men at følge forskellige kure, som gør mig så fikseret på, hvad jeg putter i munden, hvilken tid på døgnet og hvor meget, at jeg mister følelsen for maden – dér stiller jeg virkelig spørgsmålstegn ved, hvor sundt det egentlig er.
På den ene side holder vi igen og nægter os den nydelse, som mad kan bringe med sig. På den anden side propper vi i os, når ingen ser, for på mandag at tage fat på vægten igen. Vi lærer så meget om slankekure og hvordan man skal holde styr på vægten, at der ikke er plads til madkultur – at spise for nydelsens, tilfredsstillelsens og ernæringens skyld, i godt selskab med venner. Følelsen af sult og mæthed og de signaler, kroppen sender, får ikke plads. Mad bliver en ligning, der skal gå op til +-0 for at holde vægten, -1 for at tabe sig og +1 for at tage på.
For det er jo sådan, at nogle kæmper for at tage på i vægt og må bruge enormt meget tid og energi på at spise tilstrækkeligt. De har altid været genstand for folks kommentarer som: “Du skal spise mere, du er for tynd”! I er også ofre for slankekulturen, hvor kroppen skal kontrolleres og “arbejdes med” for at opnå et bestemt ideal. Uanset hvilken ende af snoren man står i, er det de samme krav, vi mærker.
I juli fylder jeg 60, og årene har lært mig, at jeg er allermest lykkelig, når jeg har balance i livet. Jeg spiser det, jeg har det godt med, bevæger mig i passende omfang, omgiver mig med mennesker, jeg trives med, og prøver at nyde nuet. Så føles vægten faktisk ret ligegyldig. Ikke sandt?
Denne kronik blev offentliggjort i Åbo Underrättelser den 16.6.
Her på min vlog læser jeg teksten op.